1

Efter Davids Samtale med Saul blev Jonatans Sjæl bundet til Davids Sjæl, og han elskede ham som sin egen Sjæl;

2

og Saul tog ham samme dag til sig og tillod ham ikke at vende tilbage til sin Faders Hus.

3

Og Jonatan sluttede Pagt med David, fordi han elskede ham som sin egen Sjæl.

4

Og Jonatan afførte sig sin Kappe og gav David den tillige med sin Våbenkjortel, ja endog sit Sværd, sin Bue og sit Bælte.

5

Og David drog ud; hvor som helst Saul sendte ham hen, havde han Lykken med sig; derfor satte Saul ham over Krigerne, og han vandt Yndest hos alt Folket, endog hos Sauls Folk.

6

Men da de kom hjem, da David vendte tilbage efter at have fældet Filisteren, gik Kvinderne fra alle Israels Byer Saul i Møde med Sang og Dans, med Håndpauker, Jubel og Cymbler,

7

og de dansende Kvinder sang: "Saul slog sine Tusinder, men David sine Titusinder!"

8

Da blev Saul meget vred; disse Ord mishagede ham, og han sagde: "David giver de Titusinder, og mig giver de Tusinder; nu mangler han kun Kongemagten!"

9

Og fra den Dag af så Saul skævt til David.

10

Næste Dag overvældede en ond Ånd fra Gud Saul, så han rasede i Huset, medens David som sædvanligt legede på Strenge; Saul havde sit Spyd i Hånden

11

og kastede det i den Tanke: "Jeg vil spidde David til Væggen!" Men David undveg ham to Gange.

12

Da kom Saul til at frygte David, fordi HERREN var med ham, medens han var veget fra Saul.

13

Derfor fjernede Saul ham fra sig og gjorde ham til Tusindfører; og han drog ud til Kamp og hjem igen i Spidsen for Krigerne;

14

og Lykken fulgte David i alt, hvad han foretog sig; thi HERREN var med ham.

15

Da Saul så, i hvor høj Grad Lykken fulgte ham, gruede han for ham;

16

men hele Israel og Juda elskede David, fordi han drog ud til Kamp og hjem i Spidsen for dem.

17

Da sagde Saul til David: "Se, her er min ældste Datter Merab; hende vil jeg give dig til Hustru, dersom du viser dig som en tapper Mand i min Tjeneste og fører HERRENs Krige!" Saul tænkte nemlig: "Han skal ikke falde for min, men for Filisternes Hånd!"

18

David sagde til Saul: "Hvem er jeg, og hvad er min Familie, min Faders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svigersøn?"

19

Men da Tiden kom, at Sauls Datter Merab skulde gives David til Ægte, blev hun givet til Adriel fra Mehol

20

Sauls Datter Mikal fattede Kærlighed til David. Det kom Saul for Øre, og han syntes godt derom;

21

Saul tænkte nemlig: "Jeg vil give hende til ham, for at hun kan blive ham en Snare, så han falder for Filisternes Hånd!" Da sagde Saul til David: "I Dag skal du for anden Gang blive min Svigersøn!"

22

Og Saul gav sine Folk Befaling til underhånden at sige til David: "Kongen synes godt om dig, og alle hans Folk elsker dig; så bliv nu Kongens Svigersøn!"

23

Men da Sauls Folk sagde det til David, svarede han: "Synes det eder en ringe Ting at blive Kongens Svigersøn? Jeg er jo en fattig og ringe Mand!"

24

Og Sauls Folk meddelte ham det og sagde: "Det og det sagde David."

25

Da sagde Saul: "Således skal I sige til David: Kongen ønsker ikke andet i Brudekøb end 100 Filisterforhuder, så at han kan få Hævn over sine Fjender!" Saul gjorde nemlig Regning på at få David fældet ved Filisternes Hånd.

26

Da hans Folk fortalte David dette, samtykkede han i at blive Kongens Svigersøn.

27

Derpå brød David op og drog ud med sine Mænd og dræbte 2OO Filistere, og David kom med deres Forhuder og leverede Kongen dem fuldtallige for at blive hans Svigersøn. Så gav Saul ham sin Datter Mikal til Ægte.

28

Men da Saul så og skønnede, at HERREN var med David, og at hele Israel elskede ham,

29

frygtede han David endnu mere, og Saul blev for stedse David fjendsk.

30

Filisternes Høvdinger rykkede i Marken; og hver Gang de rykkede ud, havde David mere Held med sig end alle Sauls Folk, og han vandt stort Ry.