Job 12Job 13Job 142Th 3Job 12
1
Så tog Job til Orde og svarede:
2
"Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud!
3
Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt?
4
Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter.
5
I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod står fast, mens Fristen varer.
6
I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.
7
Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig,
8
se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det!
9
Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd har skabt det;
10
han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!
11
Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden?
12
Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række med Indsigt?
13
Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt.
14
Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud;
15
han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og det omvælter Jorden.
16
Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk.
17
Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber;
18
han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd;
19
Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter;
20
han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans;
21
han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte;
22
han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset,
23
gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænser og fører dem atter bort;
24
han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst Øde;
25
de famler i Mørke uden Lys og raver omkring som drukne.
Job 13
1
Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;
2
hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.
3
Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,
4
mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.
5
Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!
6
Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!
7
Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?
8
Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?
9
Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?
10
Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.
11
Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?
12
Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.
13
Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!
14
Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;
15
se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.
16
Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!
17
Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!
18
Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!
19
Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!
20
Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:
21
Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!
22
Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!
23
Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!
24
Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?
25
Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,
26
at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,
27
lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!
Job 14
1
Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
2
han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
3
Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
4
Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
5
Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
6
tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
7
Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
8
ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
9
lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
10
men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
11
Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
12
så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13
Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!
14
Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
15
du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
16
Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
17
forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
18
Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
19
som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
20
For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
21
Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
22
ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
28
Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,
2Th 3
1
I øvrigt, Brødre! beder for os, at Herrens Ord må have Løb og forherliges ligesom hos eder,
2
og at vi må fries fra de vanartige og onde Mennesker; thi Troen er ikke alles.
3
Men trofast er Herren, som skal styrke eder og bevare eder fra det onde;
4
og vi have den Tillid til eder i Herren, at I både gøre og ville gøre, hvad vi byde.
5
Men Herren styre eders Hjerter til Guds Kærlighed og til Kristi Udholdenhed!
6
Men vi byde eder, Brødre! i vor Herres Jesu Kristi Navn, at I holde eder borte fra enhver Broder, som vandrer uskikkeligt og ikke efter den Overlevering, som de modtoge af os.
7
I vide jo selv, hvorledes I bør efterfølge os. Thi vi have ikke levet uskikkeligt iblandt eder,
8
ikke heller spiste vi nogens Brød for intet, men arbejdede med Møje og Anstrengelse, Nat og Dag,for ikke at være nogen af eder til Byrde.
9
Ikke fordi vi ikke have Ret dertil; men vi vilde give eder et Forbillede i os selv, for at I skulde efterfølge os.
10
Også da vi vare hos eder, bød vi eder jo dette, at dersom nogen ikke vil arbejde, så skal han heller ikke have Føden!
11
Vi høre nemlig, at nogle vandre uskikkeligt iblandt eder, idet de ikke arbejde, men tage sig uvedkommende Ting for.
12
Sådanne byde og formane vi i den Herre Jesus Kristus, at de skulle arbejde i Stilhed og således spise deres eget Brød.
13
Men I, Brødre! bliver ikke trætte af at gøre det gode!
14
Men dersom nogen ikke lyder vort Ord her i Brevet, da mærker eder ham; hav intet Samkvem med ham, for at han må skamme sig!
15
Dog skulle I ikke agte ham for en Fjende, men påminde ham som en Broder!
16
Men han selv, Fredens Herre, give eder Freden altid, i alle Måder! Herren være med eder alle!
17
Hilsenen med min, Paulus's, egen Hånd, hvilket er et Mærke i hvert Brev. Således skriver jeg.
18
Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder alle!
