Daily reading in version VTD - Danish
En Bøn. Til Brug for en Hjælpeløs, når han føler Afmagt og udøser sin Klage for Herren (102:2) HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,
(102:3) skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!
(102:4) Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
(102:5) mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.
(102:6) Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
(102:7) jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;
(102:8) om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;
(102:9) mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig.
(102:10) Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer
(102:11) over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
(102:12) mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
(102:13) Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;
(102:14) du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde;
(102:15) thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
(102:16) Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;
(102:17) thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
(102:18) han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.
(102:19) For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;
(102:20) thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord
(102:21) for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
(102:22) at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem,
(102:23) når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
(102:24) Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.
(102:25) Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt.
(102:26) Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
(102:27) de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;
(102:28) som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!
(102:29) Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.
Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn!
Min Sjæl, lov HERREN, og glem ikke alle hans Velgerninger!
Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme,
han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed,
han, som mætter din Sjæl med godt, så du bliver ung igen som Ørnen!
HERREN øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte.
Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger;
barmhjertig og nådig er HERREN, langmodig og rig på Miskundhed;
han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt på Vrede;
han handled ej med os efter vore Synder, gengældte os ikke efter vor Brøde.
Men så højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, der frygter ham.
Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder fra os.
Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer HERREN sig over dem, der frygter ham.
Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, vi er Støv;
som Græs er Menneskets dage, han blomstrer som Markens Blomster;
når et Vejr farer over ham, er han ej mere, hans Sted får ham aldrig at se igen.
Men HERRENs Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over dem, der frygter ham, og hans Retfærd til Børnenes Børn
for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, så de gør derefter.
HERREN har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt.
Lov HERREN, I hans Engle, I vældige i Kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans Røst.
Lov HERREN, alle hans Hærskarer, hans Tjenere, som fuldbyrder hans Vilje.
Lov HERREN, alt, hvad han skabte, på hvert eneste Sted i hans Rige! Min Sjæl, lov HERREN!
Hvad da? skulde vi Synde, fordi vi ikke ere under Lov, men under Nåde? Det være langt fra!
Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til Død, eller Lydighedens til Retfærdighed?
Men Gud ske Tak, fordi I have været Syndens Tjenere, men bleve af Hjertet lydige imod den Læreform, til hvilken I bleve overgivne.
Og frigjorde fra Synden bleve I Retfærdighedens Tjenere.
Jeg taler på menneskelig Vis på Grund af eders Køds Skrøbelighed. Ligesom I nemlig fremstillede eders Lemmer som Tjenere for Urenheden og Lovløsheden til Lovløshed, således fremstiller nu eders Lemmer som Tjenere for Retfærdigheden, til Helliggørelse!
Thi da I vare Syndens Tjenere, vare I frie over for Retfærdigheden.
Hvad for Frugt havde I da dengang? Ting, ved hvilke I nu skamme eder; Enden derpå er jo Død.
Men nu, da I ere blevne frigjorde fra Synden og ere blevne Guds Tjenere, have I eders Frugt til Helliggørelse og som Enden derpå et evigt Liv;
thi Syndens Sold er Død, men Guds Nådegave er et evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre.
Eller vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han lever?
Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov.
Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands.
Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi Legeme, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud.
Thi da vi vare i Kødet, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden,
Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det, hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen.