1

Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt.

2

Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud!

3

Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!"

4

Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt.

5

Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror;

6

ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.

7

Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi.

8

Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys.

9

Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk.

10

Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted.

11

Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!

12

At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!

13

Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere;

14

mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage.

15

Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt!

16

Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn!

17

HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!