Leitura diária na versão VTD - Dinamarques
Salige de, hvis Vandel er fulde, som vandrer i HERRENs Lov.
Salige de, der agter på hans Vidnesbyrd, søger ham af hele deres Hjerte.
de, som ikke gør Uret, men vandrer på hans Veje.
Du har givet dine Befalinger, for at de nøje skal holdes.
O, måtte jeg vandre med faste Skridt, så jeg holder dine Vedtægter!
Da skulde jeg ikke blive til - Skamme, thi jeg så hen til alle dine Bud.
Jeg vil takke dig af oprigtigt Hjerte, når jeg lærer din Retfærds Lovbud.
Jeg vil holde dine Vedtægter, svigt mig dog ikke helt!
Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at bolde sig efter dit Ord.
Af hele mit Hjerte søger jeg dig, lad mig ikke fare vild fra dine Bud!
Jeg gemmer dit Ord i mit Hjerte for ikke at synde imod dig.
Lovet være du, HERRE, lær mig dine Vedtægter!
Jeg kundgør med mine Læber alle din Munds Lovbud.
Jeg glæder mig over dine Vidnesbyrds Vej, som var det al Verdens Rigdom.
Jeg vil grunde på dine Befalinger og se til dine Stier.
I dine Vedtægter har jeg min Lyst, jeg glemmer ikke dit Ord.
Und din Tjener at leve, at jeg kan holde dit Ord.
Oplad mine Øjne, at jeg må skue de underfulde Ting i din Lov.
Fremmed er jeg på Jorden, skjul ikke dine Bud for mig!
Altid hentæres min Sjæl af Længsel efter dine Lovbud.
Du truer de frække; forbandede er de, der viger fra dine Bud.
Vælt Hån og Ringeagt fra mig, thi jeg agter på dine Vidnesbyrd.
Om Fyrster oplægger Råd imod mig, grunder din Tjener på dine Vedtægter.
Ja, dine Vidnesbyrd er min Lyst, det er dem, der giver mig Råd.
I Støvet ligger min Sjæl, hold mig i Live efter dit Ord!
Mine Veje lagde jeg frem, og du bønhørte mig, dine Vedtægter lære du mig.
Lad mig fatte dine Befalingers Vej og grunde på dine Undere.
Af Kummer græder. min Sjæl, oprejs mig efter dit Ord!
Lad Løgnens Vej være langt fra mig og skænk mig i Nåde din Lov!
Troskabs Vej har jeg valgt, dine Lovbud attrår jeg.
Jeg hænger ved dine Vidnesbyrd, lad mig ikke beskæmmes, HERRE!
Jeg vil løbe dine Buds Vej, thi du giver mit Hjerte at ånde frit.
Lær mig, HERRE, dine Vedtægters Vej, så jeg agter derpå til Enden.
Giv mig Kløgt, så jeg agter på din Lov og holder den af hele mit Hjerte.
Før mig ad dine Buds Sti, thi jeg har Lyst til dem.
Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ej til uredelig Vinding.
Vend mine Øjne bort fra Tant, hold mig i Live ved dit Ord!
Stadfæst for din Tjener dit Ord, så jeg lærer at frygte dig.
Hold borte fra mig den Skændsel, jeg frygter, thi dine Lovbud er gode.
Se, dine Befalinger længes jeg efter, hold mig i Live ved din Retfærd!
Lad din Miskundhed komme over mig, HERRE, din Frelse efter dit Ord,
så jeg har Svar til dem, der spotter mig, thi jeg stoler på dit Ord.
Tag ikke ganske Sandheds Ord fra min Mund, thi jeg bier på dine Lovbud.
Jeg vil stadig holde din Lov, ja evigt og altid;
jeg vil vandre i åbent Land, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde.
Jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger uden at blues;
jeg vil fryde mig over dine Bud, som jeg højlige elsker;
jeg vil udrække Hænderne mod dine Bud og grunde på dine Vedtægter.
Kom Ordet til din Tjener i Hu, fordi du har ladet mig håbe.
Det er min Trøst i Nød, at dit Ord har holdt mig i Live.
De frække hånede mig såre, dog veg jeg ej fra din Lov.
Dine Lovbud fra fordum, HERRE, kom jeg i Hu og fandt Trøst.
Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din Lov.
Dine vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds Hus.
Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, HERRE, jeg holdt din Lov.
Det blev min lykkelige Lod: at agte på dine Befalinger.
Min Del er HERREN, jeg satte mig for at holde dine Ord.
Jeg bønfaldt dig af hele mit Hjerte, vær mig nådig efter dit Ord!
Jeg overtænkte mine Veje og styred min Fod tilbage til dine Vidnesbyrd.
Jeg hasted og tøved ikke med at holde dine Bud.
De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte ikke din Lov.
Jeg, står op ved Midnat og takker dig for dine retfærdige Lovbud.
Jeg er Fælle med alle, der frygter dig og holder dine Befalinger.
Jorden er fuld af din Miskundhed, HERRE, lær mig dine Vedtægter!
Du gjorde vel mod din Tjener, HERRE, efter dit Ord.
Giv mig Forstand og indsigt, thi jeg tror på dine Bud.
For jeg blev ydmyget, for jeg vild, nu holder jeg dit Ord.
God er du og gør godt, lær mig dine Vedtægter!
De frække tilsøler mig med Løgn, men på dine Bud tager jeg hjerteligt Vare.
Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst i din Lov.
Det var godt, at jeg blev ydmyget, så jeg kunde lære dine Vedtægter.
Din Munds Lov er mig mere værd end Guld og Sølv i Dynger.
Dine Hænder skabte og dannede mig, giv mig Indsigt; så jeg kan lære dine Bud!
De, der frygter dig, ser mig og glædes, thi jeg bier på dit Ord.
HERRE, jeg ved, at dine Bud er retfærdige, i Trofasthed har du ydmyget mig.
Lad din Miskundhed være min Trøst efter dit Ord til din Tjener!
Din Barmhjertighed finde mig, at jeg må leve, thi din Lov er min Lyst.
Lad de frække beskæmmes, thi de gør mig skammelig Uret, jeg grunder på dine Befalinger.
Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig, de, der kender dine Vidnesbyrd.
Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Vedtægter, at jeg ikke skal blive til Skamme.
Efter din Frelse længes min Sjæl, jeg bier på dit Ord.
Mine Øjne længes efter dit Ord og siger: "Hvornår mon du trøster mig?"
Thi jeg er som en Lædersæk i Røg, men dine Vedtægter glemte jeg ikke.
Hvor langt er vel din Tjeners Liv? Når vil du dømme dem, der forfølger mig?
De frække grov mig Grave, de, som ej følger din Lov.
Alle dine Bud er trofaste, med Løgn forfølger man mig, o hjælp mig!
De har næsten tilintetgjort mig på Jorden, men dine Befalinger slipper jeg ikke.
Hold mig i Live efter din Miskundhed, at jeg kan holde din Munds Vidnesbyrd.
HERRE, dit Ord er evigt, står fast i Himlen.
Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt, du grundfæsted Jorden, og den står fast.
Dine Lovbud står fast, de holder dine Tjenere oppe.
Havde din Lov ej været min Lyst, da var jeg omkommet i min Elende.
Aldrig i Evighed glemmer jeg dine Befalinger, thi ved dem holdt du mig i Live.
Din er jeg, frels mig, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde.
De gudløse lurer på at lægge mig øde, dine Vidnesbyrd mærker jeg mig.
For alting så jeg en Grænse, men såre vidt rækker dit Bud.
Hvor elsker jeg dog din Lov! Hele Dagen grunder jeg på den.
Dit Bud har gjort mig visere end mine Fjender, thi det er for stedse mit.
Jeg er klogere end alle mine Lærere, thi jeg grunder på dine Vidnesbyrd.
Jeg har mere Forstand end de gamle; jeg agter på dine Bud.
Jeg holder min Fod fra hver Vej, som er ond, at jeg kan holde dit Ord.
Fra dine Lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig.
Hvor sødt er dit Ord for min Gane, sødere end Honning for min Mund.
Ved dine Befalinger fik jeg Forstand, så jeg hader al Løgnens Vej.
Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys på min Sti.
Jeg svor en Ed og holdt den: at følge dine retfærdige Lovbud.
Jeg er såre ydmyget, HERRE, hold mig i Live efter dit Ord!
Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, HERRE, og lær mig dine Lovbud!
Altid går jeg med Livet i Hænderne, men jeg glemte ikke din Lov.
De gudløse lægger Snarer for mig, men fra dine Befalinger for jeg ej vild.
Dine Vidnesbyrd fik jeg til evigt Eje, thi de er mit Hjertes Glæde.
Jeg bøjed mit Hjerte til at holde dine Vedtægter for evigt til Enden.
Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit folk? det være langt fra! Thi også jeg er en Israelit, af "Abrahams Sæd, Benjamins Stamme.
Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende:
"Herre! dine Profeter have de ihjelslået, dine Altre have de nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe mit Liv."
Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham?"Jeg har levnet mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Bål."
Således er der også i den nærværende Tid blevet en Levning som et Nådes-Udvalg.
Men er det af Nåde, da er det ikke mere af Gerninger, ellers bliver Nåden ikke mere Nåde.
Hvad altså? Det, Israel søger efter, har det ikke opnået, men Udvalget har opnået det; de øvrige derimod bleve forhærdede,
som der er skrevet: "Gud gav dem en Sløvheds Ånd, Øjne til ikke at se med, Øren til ikke at høre med indtil den Dag i Dag."
Og David siger: "Deres Bord vorde til Snare og til Fælde og til Anstød og til Gengældelse for dem;
deres Øjne vorde formørkede, så de ikke se, og bøj altid deres Ryg!"
Jeg siger da: Mon de have stødt an, for at de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres Fald er Frelsen kommen til Hedningerne, for at dette kunde vække dem til Nidkærhed.
Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Tab er Hedningers Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det!
Og til eder, I Hedninger, siger jeg: For så vidt jeg nu er Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste,
om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkærhed og frelse nogle af dem.
Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad bliver da deres Antagelse andet end Liv ud af døde?
Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Dejgen det også; og dersom Roden er hellig, da ere Grenene det også.
Men om nogle af Grenene bleve afbrudte, og du, en vild Oliekvist, blev indpodet iblandt dem og blev meddelagtig i Olietræets Rod og Fedme,
da ros dig ikke imod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer jo ikke du Roden, men Roden dig.
Du vil vel sige: Grene bleve afbrudte, for at jeg skulde blive indpodet.
Vel! ved deres Vantro bleve de afbrudte, men du står ved din Tro; vær ikke overmodig, men frygt!
Thi når Gud ikke sparede de naturlige Grene, vil han heller ikke spare dig.
Så se da Guds Godhed og Strenghed: Over dem, som faldt, er der Strenghed, men over dig Guds Godhed, hvis du bliver i hans Godhed; ellers skal også du afhugges.
Men også hine skulle indpodes, dersom de ikke blive i Vantroen; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem.
Thi når du blev afhugget af det Olietræ, som er vildt af Naturen, og imod Naturen blev indpodet i et ædelt Olietræ, hvor meget mere skulle da disse indpodes i deres eget Olietræ, som de af Natur tilhøre!