Psa 104Psa 105Psa 106Rom 7.7-25Psa 104
1
Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
2
hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
3
du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;
4
Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
5
Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
6
Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
7
For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
8
for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
9
du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.
10
Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
11
de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
12
over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
13
Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
14
du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden
15
og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
16
HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
17
hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
18
Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
19
Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
20
du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
21
de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
22
De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;
23
Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.
24
Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
25
Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;
26
Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
27
De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;
28
du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.
29
Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;
30
du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
31
HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
32
Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger
33
Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
34
Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
35
Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Psa 105
1
Pris Herren, påkald hans navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag!
2
Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere;
3
ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger HERREN;
4
spørg efter HERREN og hans magt, søg bestandig hans Åsyn;
5
kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme,
6
I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner!
7
Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden;
8
han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn,
9
Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak;
10
han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel,
11
idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod."
12
Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der,
13
og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet,
14
tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger
15
"Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!"
16
Hungersnød kaldte han frem over Landet, hver Brødets Støttestav brød han;
17
han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes som Træl;
18
de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern,
19
indtil hans Ord blev opfyldt; ved HERRENs Ord stod han Prøven igennem.
20
På Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker lod ham løs:
21
han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit Gods;
22
han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette.
23
Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamiternes Land.
24
Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets Fjender;
25
han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere.
26
Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand;
27
han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land;
28
han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord;
29
han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel;
30
af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de;
31
han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land;
32
han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet;
33
han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land;
34
han talede, så kom der Græshopper, Springere uden Tal,
35
de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde;
36
alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft;
37
han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer snubled
38
Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem.
39
Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten;
40
de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem;
41
han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i Ørkenen.
42
Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener;
43
han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel;
44
han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje.
45
Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love.
Psa 106
1
Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig!
2
Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris?
3
Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed!
4
Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse,
5
at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!
6
Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.
7
Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.
8
Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;
9
han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk;
10
han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd;
11
Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem;
12
da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.
13
Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd;
14
de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;
15
så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen.
16
De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige;
17
Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;
18
Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.
19
De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;
20
de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;
21
de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,
22
Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.
23
Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.
24
De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,
25
men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN;
26
da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen,
27
splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.
28
e holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre;
29
de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.
30
Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse,
31
og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig.
32
De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;
33
thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord.
34
De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,
35
med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter;
36
deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;
37
til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre;
38
de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;
39
de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.
40
Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;
41
han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer;
42
deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd.
43
Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;
44
dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage;
45
han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;
46
han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.
47
Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.
48
Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!
Rom 7
7-25
7
Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: "Du må ikke begære."
8
Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i mig; thi uden Lov er Synden død.
9
Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op;
10
men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død;
11
thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det.
12
Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt.
13
Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive overvættes syndig.
14
Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt under Synden.
15
Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg.
16
Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven i, at den er god.
17
Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig.
18
Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke;
19
thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg.
20
Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig.
21
Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for Hånden
22
Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske;
23
men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer.
24
Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme?
25
Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.
