Leitura diária na versão VTD - Dinamarques
Så tog Job til Orde og svarede:
"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden!
Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt, 21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
SÃ¥ tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
"Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?
Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"
Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?
Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?
Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,
så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt, 15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,
ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,
du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!
Men vi bede eder, Brødre! angående vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse og vor Samling til ham,
at I ikke i en Hast må lade eder bringe fra Besindelse eller forskrække hverken ved nogen Ånd eller ved nogen Tale eller Brev, der skulde være fra os, som om Herrens Dag var lige for Hånden.
Lad ingen bedrage eder i nogen Måde; thi først må jo Frafaldet komme og Syndens Menneske åbenbares, Fortabelsens Søn,
han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt. hvad der kaldes Gud eller Helligdom, så at han sætter sig i Guds Tempel og udgiver sig selv for at være Gud.
Komme I ikke i Hu, at jeg sagde eder dette, da jeg endnu var hos eder?
Og nu vide I, hvad der holder ham tilbage, indtil han åbenbares i sin Tid.
Thi Lovløshedens Hemmelighed virker allerede, kun at den, som nu holder tilbage, først må komme af Vejen
og da skal den lovløse åbenbares, hvem den Herre Jesus skal dræbe med sin Munds Ånde og tilintetgøre ved sin Tilkommelses Åbenbarelse,
han, hvis Komme sker ifølge Satans Kraft, med al Løgnens Magt og Tegn og Undere
og med alt Uretfærdigheds Bedrag for dem, som fortabes, fordi de ikke toge imod Kærligheden til Sandheden, så de kunde blive frelste.
Og derfor sender Gud dem kraftig Vildfarelse, så at de tro Løgnen,
for at de skulle dømmes, alle de, som ikke troede Sandheden, men fandt Behag i Uretfærdigheden.
Men vi ere skyldige at takke Gud altid for eder, I af Herren elskede Brødre! fordi Gud har udvalgt eder fra Begyndelsen til Frelse ved Åndens Helligelse og Tro på Sandheden,
hvortil han kaldte eder ved vort Evangelium, for at I skulde vinde vor Herres Jesu Kristi Herlighed.
Så står da fast, Brødre! og holder fast ved de Overleveringer, hvori I bleve oplærte, være sig ved vor Tale eller vort Brev.
Men han selv, vor Herre Jesus Kristus og Gud vor Fader, som har elsket og givet os en evig Trøst og et godt Håb i Nåde,
han trøste eders Hjerter og styrke eder i al god Gerning og Tale!