min Styrke, mit Skjold er HERREN, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang. Psa 28.7
Leitura diária na versão VTD - Dinamarques


Job 15
Job 16
Job 17
Job 18
1Co 1

Job 15


1
Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2
"Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
3
for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?
4
Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
5
Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog. Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
7
Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
8
Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?
9
Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?
10
Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
11
Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
12
Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
13
Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
14
Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
15
End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
16
hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
17
Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
18
hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
19
dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
20
Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;
21
Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
22
han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
23
udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;
24
Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
25
Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
26
stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
27
Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.
28
tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.
29
Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
30
han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
31
Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!
32
I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
33
han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
34
Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
35
svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!

topo

Job 16


1
Så tog Job til Orde og svarede:
2
"Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!
3
Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?
4
Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,
5
styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!
6
Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?
7
Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;
8
at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.
9
Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,
10
de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;
11
Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.
12
Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,
13
hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;
14
Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.
15
Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;
16
mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,
17
skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!
18
Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!
19
Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;
20
gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,
21
at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

topo

Job 17


1
Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
2
visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.
3
Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?
4
Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;
5
den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.
6
Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;
7
mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
8
retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,
9
men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.
10
Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!
11
Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
12
Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
13
vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,
14
Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.
15
Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?
16
Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?
22
Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.

topo

Job 18


1
Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
2
"Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!
3
Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne? 4 Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?
5
Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;
6
Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;
7
hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;
8
thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,
9
Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;
10
Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;
11
Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:
12
Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:
13
Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;
14
han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;
15
i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;
16
nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;
17
hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;
18
man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig;
19
i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;
20
de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.
21
Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!

topo

1Co 1


1
Paulus, Jesu Kristi kaldede Apostel ved Guds Villie, og Broderen Sosthenes
2
til Guds Menighed, som er i Korinth, helligede i Kristus Jesus, hellige ifølge Kald tillige med alle dem, der på ethvert Sted påkalde vor Herres Jesu Kristi, deres og vor Herres Navn:
3
Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!
4
Jeg takker min Gud altid for eder, for den Guds Nåde, som blev givet eder i Kristus Jesus,
5
at I ved ham ere blevne rige i alt, i al Tale og al Kundskab,
6
ligesom Vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet hos eder,
7
så at I ikke stå tilbage i nogen Nådegave, idet I forvente vor Herres Jesu Kristi Åbenbarelse,
8
han, som også skal stadfæste eder indtil Enden som ustraffelige på vor Herres Jesu Kristi Dag,
9
Trofast er Gud, ved hvem I bleve kaldede til Samfund med hans Søn, Jesus Kristus, vor Herre.
10
Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn, at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke må findes Splittelser iblandt eder, men at I skulle være forenede i det samme Sind og i den samme Mening.
11
Thi det er blevet mig fortalt om eder, mine Brødre! af Bloes Husfolk, at der er Splidagtighed iblandt eder.
12
Jeg mener dette, at enhver af eder siger: Jeg hører Paulus til, og jeg Apollos, og jeg Kefas, og jeg Kristus.
13
Er Kristus delt? mon Paulus blev korsfæstet for eder? eller bleve I døbte til Paulus's Navn?
14
Jeg takker Gud for, at jeg ikke døbte nogen af eder, uden Krispus og Kajus,
15
for at ikke nogen skal sige, at I bleve døbte til mit Navn.
16
Dog, jeg døbte også Stefanas's Hus; ellers ved jeg ikke, om jeg døbte nogen anden.
17
Thi Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde Evangeliet, ikke med vise Ord, for at Kristi Kors ikke skulde tabe sin Kraft.
18
Thi Korsets Ord er vel for dem, som fortabes, en Dårskab, men for dem, som frelses, for os er det en Guds Kraft.
19
Thi der er skrevet: "Jeg vil lægge de vises Visdom øde, og de forstandiges Forstand vil jeg gøre til intet."
20
Hvor er der en viis? hvor er der en skriftklog? hvor er der en Ordkæmper al denne verden? har Gud ikke gjort Verdens Visdom til Dårskab?
21
Thi efterdi Verden ved sin Visdom ikke erkendte Gud i hans Visdom, behagede det Gud ved Prædikenens Dårskab at frelse dem, som tro,
22
eftersom både Jøder kræve Tegn, og Grækere søge Visdom,
23
vi derimod prædike Kristus som korsfæstet, for Jøder en Forargelse og for Hedninger en Dårskab,
24
men for selve de kaldede både Jøder og Grækere, Kristus som Guds Kraft og Guds Visdom.
25
Thi Guds Dårskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er stærkere end Menneskene.
26
Thi ser, Brødre! på eders Kaldelse, at I ere ikke mange vise efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme;
27
men det, som var Dårskab for Verden udvalgte Gud for at beskæmme de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme det stærke;
28
og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet,
29
for at intet Kød skal rose sig for Gud.
30
Men ud af ham ere I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud, både Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning;
31
for at, som der er skrevet: "Den, som roser sig, rose sig af Herren!"

topo
Participe da nossa comunidade
Facebook
Twitter