Pro 27Pro 28Eph 4.1-16Pro 27
1
Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan bringe.
2
Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne Læber.
3
Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er Dårers Galde.
4
Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå for den?
5
Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules.
6
Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange.
7
Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne.
8
Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit Hjem:
9
Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides af Kummer.
10
Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det fjerne.
11
Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.
12
Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder,
13
Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!
14
Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden.
15
Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde ligner hinanden;
16
den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i Olie.
17
Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet.
18
Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres.
19
Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår Menneskehjerte Menneske i Møde.
20
Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens Øjne mættes.
21
Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand.
22
0m du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham.
23
Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dine Hjorde;
24
thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt;
25
er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes Bjergenes Urter,
26
da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe en Mark,
27
Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dine Piger.
Pro 28
1
Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en Løve er den retfærdige.
2
Ved Voldsmands Brøde opstår Strid, den kvæles af Mand med Forstand.
3
En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ej giver Brød.
4
Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er på Krigsfod med dem.
5
Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger HERREN.
6
Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, er han end rig.
7
Forstandig Søn tager Vare på Loven, men Drankeres Fælle gør sin Fader Skam.
8
Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mild mod de ringe.
9
Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru.
10
Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke.
11
Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham.
12
Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk.
13
At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde.
14
Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke.
15
En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk.
16
Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der hader Rov.
17
Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke.
18
Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje, falder i Graven.
19
Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed.
20
Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf.
21
At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød.
22
Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke.
23
Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er slesk.
24
Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand.
25
Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på HERREN, kvæges.
26
Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i Visdom, reddes.
27
Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo Øjnene lukker.
28
Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer, bliver de retfærdige mange.
Eph 4
1-16
1
Jeg formaner eder derfor, jeg, der fangne i Herren, til at vandre værdig den Kaldelse, med hvilken I bleve kaldede,
2
med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, så I bære over med hverandre i Kærlighed
3
og gøre eder Flid for at bevare Åndens Enhed i Fredens Bånd;
4
eet Legeme og een Ånd, ligesom I også bleve kaldede til eet Håb i eders Kaldelse;
5
een Herre, een Tro, een Dåb,
6
een Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle!
7
Men hver enkelt af os blev Nåden given efter Kristi Gaves Mål.
8
Derfor hedder det: "Da han opfor til det høje, bortførte han Fanger og gav Menneskene Gaver."
9
Men dette: "Han opfor," hvad er det, uden at han også nedfor til Jordens nedre Egne.
10
Han, som nedfor, han er også den, som opfor højt over alle. Himlene, for at han skulde fylde alle Ting.
11
Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere,
12
til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse,
13
indtil vi alle nå til Enheden i Troen på og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Mål af Vækst,
14
for at vi ikke; mere skulle være umyndige, der omtumles og omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskenes Tærningspil, ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind;
15
men for at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skulle i alle Måder opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus,
16
ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels tilmålte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af sig selv i Kærlighed.
