Pro 29Pro 30Pro 31Eph 4.17->Eph 5.1-2Pro 29
1
Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.
2
Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.
3
Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.
4
Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.
5
Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.
6
I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.
7
Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.
8
Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.
9
Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.
10
De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.
11
En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.
12
En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.
13
Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.
14
En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.
15
Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.
16
Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.
17
Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.
18
Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.
19
Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.
20
Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.
21
Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.
22
Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.
23
Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.
24
Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.
25
Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget.
26
Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.
27
Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.
Pro 30
1
Massaiten Agur, Jakes Søns ord. Manden siger: Træt har jeg slidt mig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen;
2
thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands Vid er ikke i mig;
3
Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte jeg ikke at kende.
4
Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo.
5
Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der lider på ham.
6
Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner.
7
Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør:
8
Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken Armod eller Rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte Brød,
9
at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: "Hvo er HERREN?" eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds Navn Men.
10
Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig, så du må bøde.
11
Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,
12
en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset af sig,
13
en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod.
14
en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, så de æder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund.
15
Blodiglen har to Døtre: Givhid, Givhid! Der er tre, som ikke kan mættes, fire, som aldrig får nok:
16
Dødsriget og det golde Moderliv, Jorden, som aldrig mættes af Vand, og Ilden, som aldrig får nok.
17
Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde.
18
Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke:
19
Ørnens Vej på Himlen, Slangens Vej på Klipper, Skibets Vej på Havet, Mandens Vej til den unge Kvinde.
20
Så er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om Munden og siger: "Jeg har ikke gjort noget ondt!"
21
Under tre Ting skælver et Land, fire kan det ikke bære:
22
En Træl, når han gøres til Konge, en Nidding, når han spiser sig mæt,
23
en bortstødt Hustru, når hun bliver gift, en Trælkvinde, når hun arver sin Frue.
24
Fire på Jorden er små, visere dog end Vismænd:
25
Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren;
26
Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper;
27
Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række;
28
Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i Kongers Paladser.
29
Tre skrider stateligt frem, fire har statelig Gang:
30
Løven, Kongen blandt Dyrene, som ikke viger for nogen;
31
en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær.
32
Har du handlet som Dåre i Overmod, tænker du ondt, da Hånd for Mund! Thi Tryk på Mælk giver Ost, Tryk på Næsen Blod og Tryk på Vrede Trætte.
Pro 31
1
Kong Lemuel af Massas Ord; som hans Moder tugtede ham med.
2
Hvad, Lemuel, min Søn, min førstefødte, hvad skal jeg sige dig, hvad, mit Moderlivs Søn, hvad, mine Løfters Søn?
3
Giv ikke din Kraft til Kvinder, din Kærlighed til dem, der ødelægger Konger.
4
Det klæder ej Konger, Lemuel, det klæder ej Konger at drikke Vin eller Fyrster at kræve stærke Drikke,
5
at de ikke skal drikke og glemme Vedtægt og bøje Retten for alle arme.
6
Giv den segnende stærke Drikke, og giv den mismodige Vin;
7
lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sin Møje.
8
Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes Sag;
9
luk Munden op og døm retfærdigt, skaf den arme og fattige Ret!
10
Hvo finder en duelig Hustru? Hendes Værd står langt over Perlers.
11
Hendes Husbonds Hjerte stoler på hende, på Vinding skorter det ikke.
12
Hun gør ham godt og intet ondt alle sine Levedage.
13
Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst.
14
Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra.
15
Endnu før Dag står hun op og giver Huset Mad, sine Piger deres tilmålte Del.
16
Hun tænker på en Mark og får den, hun planter en Vingård, for hvad hun har tjent.
17
Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme.
18
Hun skønner, hendes Husholdning lykkes, hendes Lampe går ikke ud om Natten.
19
Hun rækker sine Hænder mod Rokken, Fingrene tager om Tenen.
20
Hun rækker sin Hånd til den arme, rækker Armene ud til den fattige.
21
Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi hele hendes Hus er klædt i Skarlagen.
22
Tæpper laver hun sig, hun er klædt i Byssus og Purpur.
23
Hendes Husbond er kendt i Portene, når han sidder blandt Landets Ældste.
24
Hun væver Linned til Salg og sælger Bælter til Kræmmeren.
25
Klædt i Styrke og Hæder går hun Morgendagen i Møde med Smil.
26
Hun åbner Munden med Visdom, med mild Vejledning på Tungen.
27
Hun våger over Husets Gænge og spiser ej Ladheds Brød.
28
Hendes Sønner står frem og giver hende Pris, hendes Husbond synger hendes Lov:
29
"Mange duelige Kvinder findes, men du står over dem alle!"
30
Ynde er Svig og Skønhed Skin; en Kvinde, som frygter HERREN, skal roses.
31
Lad hende få sine Hænders Frugt, hendes Gerninger synger hendes Lov i Portene.
Eph 4
17->
17
Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, således som Hedningerne vandre i deres Sinds Tomhed,
18
formørkede i deres Tanke, fremmedgjorte for Guds Liv som Følge af den Vankundighed, som er i dem på Grund af deres Hjertes Forhærdelse,
19
de, som jo følesløse have hengivet sig til Uterligheden, til at øve al Urenhed i Havesyge.
20
Men I have ikke således lært Kristus,
21
om I da have hørt om ham og ere blevne oplærte i ham, således som Sandhed er i Jesus,
22
at I, hvad eders forrige Vandel angår, skulle aflægge det gamle Menneske, som fordærves ved bedrageriske Begæringer,
23
men fornyes i eders Sinds Ånd
24
og iføre eder det nye Menneske, som blev skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.
25
Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer.
26
Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gå ned over eders Forbitrelse;
27
giver ikke heller Djævelen Rum!
28
Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang.
29
Lad ingen rådden Tale udgå af eders Mund, men sådan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som høre derpå;
30
og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag.
31
Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab!
32
Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.
Eph 5
1-2
1
Vorder derfor Guds Efterlignere som elskede Børn,
2
og vandrer i Kærlighed, ligesom også Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en Gave og et Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Lugt.
