Isaías 23Isaías 24Heb 10.1-18Isaías 23
1
Et Udsagn om Tyrus. Jamrer, I Tarsisskibe, eders Fæstning er i Grus! De får det at vide på Vejen fra Kyperns Land.
2
Det er ude med Kystlandets Folk, med Zidons Købmænd, hvis Sendebud for over Havet,
3
de mange Vande, hvis Indkomst var Sjihors Sæd, hvis Vinding Alverdens Varer.
4
Skam få du, Zidon, thi Havet siger: "Jeg har ikke haft Veer, jeg fødte ikke, ej har jeg fostret Ynglinge, opfødt Jomfruer!"
5
Når Rygtet når Ægypten, skælver de ved Rygtet om Tyrus. 6 Drag over til Tarsis og jamrer, I Kystlandets Folk!
7
Er det eders jublende By fra Urtids Dage, hvis Fødder førte den viden om som Gæst?
8
Hvo satte sig dette for mod det kronede Tyrus, hvis Købmænd var Fyrster, hvis Kræmmere Jordens Adel?
9
Det gjorde Hærskarers HERRE for at vanære Hovmod, skænde al Stolthed, al Jordens Adel.
10
Græd, I Tarsisskibe, Havn er der ikke mer!
11
Han udrakte Hånden mod Havet, rystede Riger, HERREN samled Folk for at jævne Kana'ans Fæstninger.
12
Han sagde: "Aldrig mer skal du juble, du voldtagne Jomfru, Zidons Datter! Stå op, drag over til Kypern, selv der skal du ej finde Hvile!"
13
Se til Kyprioternes Land! Søfarere grunded det Folk; de rejste dets Vagttårne, Byer og Borge. Han gjorde det til en Ruinhob.
14
Jamrer, I Tarsisskibe, eders Fæstning er i Grus!
15
På hin Dag skal Tyrus gå ad Glemme i halvfjerdsindstyve År, som i een Konges Dage. Men efter halvfjerdsindstyve Års Forløb skal det gå med Tyrus som med Skøgen i Visen:
16
Tag din Citer, gå rundt i Byen, du glemte Skøge, leg smukt på Strenge, syng, hvad du kan, så du kommes i Hu!"
17
Efter halvfjerdsindstyve Års Forløb vil HERREN se til Tyrus; det skal atter modtage Skøgeløn og bole med Alverdens Riger på den vide Jord.
18
Men dets Vinding og Skøgeløn skal helliges HERREN; den skal ikke gemmes hen eller lægges op; dem, der bor for HERRENs Åsyn, skal dets Vinding tjene til Føde, Mættelse og prægtige Klæder.
Isaías 24
1
Se, HERREN gør Jorden tom og øde og vender op og ned på dens Overflade, han spreder dens Beboere;
2
det går Lægfolk som Præst, Træl som Herre, Trælkvinde som Frue, Køber som Sælger, Långiver som Låntager, Ågerkarl som Skyldner.
3
Jorden tømmes og plyndres i Bund og Grund, thi HERREN har talet dette Ord.
4
Jorden blegner og segner, Jorderig sygner og segner, Jordens Højder sygner hen.
5
Vanhellig blev Jorden under dem, som bor der, thi Lovene krænked de, overtrådte Budet, brød den evige Pagt.
6
Derfor fortærer Forbandelse Jorden, og bøde må de, som bor der. Derfor svides Jordens Beboere bort, kun få af de dødelige levnes.
7
Druesaften sørger, Vinranken sygner alle de hjertensglade sukker;
8
Håndpaukens Klang er endt, de jublendes Larm hørt op, endt er Citrens Klang.
9
De drikker ej Vin under Sang, besk smager den stærke Drik.
10
Den øde Stad ligger nedbrudt, stængt er hver Boligs Indgang.
11
Man jamrer over Vinen på Gaden, bort er al Glæde svundet; landflygtig er Landets Fryd.
12
I Byen er Øde tilbage, og Porten er hugget i Splinter.
13
Thi på Jorden midt iblandt Folkene går det, som når Olietræets Frugt slås ned, som ved Efterslæt, når Vinen er høstet:
14
Disse opløfter Røsten, jubler over HERRENs Storhed, råber fra Vesten:
15
"Derfor skal I ære HERREN i Østen, på Havets Strande HERRENs, Israels Guds, Navn!"
16
Fra Jordens Grænse hører vi Lovsange: "Hil den retfærdige!" Men jeg siger: Jeg usle, jeg usle, ve mig, Ransmænd raner, Ransmænd raner Ran,
17
Gru og Grav og Garn over dig, som bor på Jorden!
18
Den, der flygter for Gru, skal falde i Grav, og den, der når op af Grav, skal fanges i Garn. Thi Sluserne oventil åbnes, og Jordens Grundvolde vakler.
19
Jorden smuldrer og smuldrer, Jorden gynger og gynger, Jorden skælver og skælver;
20
Jorden raver og raver som drukken og svajer som Vogterens Hytte; tungt ligger dens Brøde på den, den segner og rejser sig ikke.
21
På hin Dag hjemsøger HERREN Himlens Hær i Himlen og Jordens Konger på Jorden.
22
De slæbes i Fængsel som Fanger, holdes under Lås og Lukke og straffes lang Tid efter.
23
Månen blues og Solen skæmmes, thi Hærskarers HERRE viser, han er Konge på Zions Bjerg, i Jerusalem; for hans Ældstes Øjne er Herlighed.
Heb 10
1-18
1
Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme årlige Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem dermed.
2
Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, når de een Gang vare rensede?
3
Men ved Ofrene sker År for År Ihukommelse af Synder.
4
Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage Synder.
5
Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: "Slagtoffer og Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig;
6
Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i.
7
Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre, Gud! din Villie."
8
Medens han først siger: "Slagtofre og Madofre og Brændofre og Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i" (og disse frembæres dog efter Loven),
9
så har han derefter sagt: "Se, jeg er kommen for at gøre din Villie." Han ophæver det første for at fastsætte det andet.
10
Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi Legeme een Gang for alle.
11
Og hver Præst står daglig og tjener og ofrer mange Gange de samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder.
12
Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig for bestandig ved Guds højre Hånd,
13
idet han for øvrigt venter på, at hans Fjender skulle lægges som en Skammel for hans Fødder.
14
Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem, som helliges.
15
Men også den Helligånd giver os Vidnesbyrd; thi efter at have sagt:
16
"Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage," siger Herren: "Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres Sind,
17
og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere ihukomme."
18
Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for Synd.
