Leitura diária na versão VTD - Dinamarques
Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd
og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.
I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,
de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;
men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler
og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.
Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.
De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,
fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd.
Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;
men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.
Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.
De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,
de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær
men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.
Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn
og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.
De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande,
blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker i Dybet;
han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op;
mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;
de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;
men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav;
og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.
Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,
ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!
Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,
til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der.
Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;
der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i,
tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.
Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg.
De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk,
han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.
Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;
de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.
Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENs Nåde på Sinde!
En Sang. Salme af David (108:2) Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, vågn op, min Ære!
(108:3) Harpe og Citer, vågn op, jeg vil vække Morgenrøden.
(108:4) Jeg vil takke dig, HERRE, blandt Folkeslag, lovprise dig blandt Folkefærd;
(108:5) thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.
(108:6) Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
(108:7) Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!
(108:8) Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmåle Sukkots Dal;
(108:9) mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav,
(108:10) Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg."
(108:11) Hvo bringer mig til den befæstede By, hvo leder mig hen til Edom?
(108:12) Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære.
(108:13) Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte.
(108:14) Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!
Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus.
Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov.
Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i Kødet,
for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Ånden.
Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige.
Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred,
efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det.
Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud.
I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til.
Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed.
Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.
Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde leve efter Kødet;
thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve.
Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn.
I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader!
Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn.
Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at herliggøres med ham.