Job 3Job 4Job 51Th 5Job 3
1
Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
2
og Job tog til Orde og sagde:
3
Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"
4
Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!
5
Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
6
Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!
7
Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
8
De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";
9
dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,
10
fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
11
Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?
12
Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
13
Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred
14
blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
15
blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
16
Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!
17
Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
18
alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
19
små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
20
Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
21
dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,
22
som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav
23
en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
24
Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.
25
Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
26
Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!
topoJob 4
1
Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
5
Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
7
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.
9
For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
10
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
11
Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
12
Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15
et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
16
Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17
"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
21
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."
topoJob 5
1
Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?
2
Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.
3
Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;
4
hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem;
5
sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.
6
Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,
7
men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.
8
Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,
9
som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,
10
som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken
11
for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,
12
han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,
13
som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;
14
i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.
15
Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,
16
så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.
17
Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!
18
Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.
19
Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig;
20
han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;
21
du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;
22
du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr;
23
du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;
24
du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;
25
du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;
26
Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.
27
Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det!
topo1Th 5
1
Men om Tid og Time, Brødre! have I ikke nødig, at der skrives til eder;
2
thi I vide selv grant, at Herrens Dag kommer som en Tyv om Natten.
3
Når de sige: "Fred og ingen Fare!" da kommer Undergang pludselig, over dem ligesom Veerne over den frugtsommelige, og de skulle ingenlunde undfly.
4
Men I, Brødre! I ere ikke i Mørke, så at Dagen skulde overraske eder som en Tyv.
5
Thi I ere alle Lysets Børn og Dagens Børn, vi ere ikke Nattens eller Mørkets Børn.
6
Så lader os da ikke sove ligesom de andre, men lader os våge og være ædrue!
7
Thi de, som sove, sove om Natten, og de, som beruse sig, ere berusede om Natten.
8
Men da vi høre Dagen til, så lader os være ædrue, iførte Troens og Kærlighedens Panser og Frelsens Håb som Hjelm!
9
Thi Gud bestemte os ikke til Vrede, men til at vinde Frelse ved vor Herre Jesus Kristus,
10
som døde for os, for at vi, hvad enten vi våge eller sove, skulle leve sammen med ham.
11
Formaner derfor hverandre og opbygger den ene den anden, ligesom I også gøre.
12
Men vi bede eder, Brødre! at I skønne på dem, som arbejde iblandt eder og ere eders Forstandere i Herren og påminde eder,
13
og agte dem højlig i Kærlighed for deres Gernings Skyld. Holder Fred med hverandre!
14
Og vi formane eder, Brødre! påminder de uskikkelige, trøster de modfaldne, tager eder af de skrøbelige, værer langmodige imod alle!
15
Ser til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt; men stræber altid efter det gode, både imod hverandre og imod alle.
18
takker i alle Forhold; thi dette er Guds Villie med eder i Kristus Jesus.
20
ringeagter ikke Profetier,
21
prøver alt, beholder det gode!
22
Holder eder fra det onde under alle Skikkelser!
23
Men han selv, Fredens Gud, helliggøre eder ganske og aldeles, og gid eders Ånd og Sjæl og Legeme må bevares helt og holdent, uden Dadel i vor Herres Jesu Kristi Tilkommelse!
24
Trofast er han, som kaldte eder, han skal også gøre det.
26
Hilser alle Brødrene med et helligt Kys!
27
Jeg besværger eder ved Herren, at dette Brev må blive oplæst for alle de hellige Brødre.
28
Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder!
topo